Der har været stor interesser for parforholdets psykologi. Familien forhold har været genstand for omfattende sociologiske analyser. De psykologiske forhold i parforhold og familier har været genstand for mange terapeutiske teorier og behandlingsmæssige tiltag. Der findes en række skoler med forskellige udgangspunkter (psykodynamisk, forskellige former for systemorienterede teorier og fremgangsmåder, kritisk teori). Fælles for dem er imidlertid at de har bygget deres opfattelser af parforhold og familie dels på teoretiske overvejelser, dels på behandlingserfaringer.
Der har derimod i vidt omfang manglet beskrivelser af det faktiske samspil uden for terapeutiske sammenhænge. Denne mangel har sammenhæg dels med vanskeligheden ved at finde relevante observationssituationer, dels ved manglende observationsteknik, dels ved manglende observartionsmetodik (scoringskategorier), dels ved manglende analysemetoder, og endelig ved manglende analyseredskaber.
John M. Gottmann har været pioner ved at introducere løsninger på alle disse områder.
Observationen har bestået i at aftale at de to parter mødes med en bestemt opgave. En af de centrale opgaver har været en 15-minutters diskussion af et konfliktemne, som før samtalen var identificeret og aftalt med parterne hver for sig. Observationssituationen har som standard været laboratorium med videoptagelse af parterne og samtidig løbende registrering af fysiologiske og motoriske reaktioner. Endvidere i parternes efterfølgende individuelle løbende rating af forløbet ved videokonfrontation. Gottmann har imidlertid indledt forsøg med registrering af parterne i hjemmemiljø (over en week-end)
Observationsmetodikken har bestået i scoring af videoptagelser under anvendelse af interaktionskategorier, specielt focuseret på positive versus negative interaktioner parterne imellem.
Analysemetodikken har bestået i sekvensanalyse. Denne består i en række af kategorier. I et forenklet eksempel der kun anvende pos. og negative indlæg fra henholdsvis mand og kone kunne scoringerne bestå i Mp, Mn, Kp og Kn. En sekvens kunne for eksempel være:
MpKpMpKnMnKnMpKn. I praksis er kategorierne i Gottmanns forskning mere differentierede. En anden form for sekvens inddrager tidsstrukturen så hver kode også tilskrives hvor lang tid den har været.
Analyse af sådanne forløb kan typisk bestå i at et ‘bevægeligt vindue’ føres hen over sekvense og hver station under flytningen registreres. Eks. vil et kodevindue anvendt på ovennævnte eksempel giver følgende rækkefølge: MpKp KpMp MpKn KnMn MnKn KnMp MpKn. Man kan i sammentælle dette forløb og får følgende frekvenser
MpKp 1
MpKn 2
MnKn 1
KpMp 1
KnMn 1
KnMp 1
Det kan sættes op i en tabel som følger (rækker er første kode, kolonner anden)
Mp Mn Kp Kn
Mp 1 1
Mn 1
Kp 1
Kn 2 1
Der findes forskellige måder at analyser denne form for data, eksempelvis loglineær analyse. Man kan endvidere opstille matematiske modeller for ændring baseret på differentialregning. Eksempelvis viser det sig at nogle parforhold har den egenskab at hvis først der er opstået et negativt samspil, er det meget svært for parterne at komme ud af det og blive positive igen. Dette kan matematisk beskrives som steady states. De matematiske modeller kan være en hjælp til at beskrive forskellige former for samspil og hvad der bestemmer dem.
Terapeutiske konsekvenser: Man kan afvise en række almindelig anerkendte opfattelser. At negativitet er ødelæggende for parforholdet – nej, alle par er negative over for hinanden, det afgørende er mængdeforholdet mellem negative og positive interaktioner. Den form for samspil der kaldes ‘aktiv lytning’, spejling eller reformulering anses ofte for væsentligt for et velfungerende parforhold, og mange parterapier omfatter øvelse i den form for samspil – Det viser sig imidlertid at meget få par spontant benytter sig af spejling, det er meget svært for de fleste par at gennemføre den når der er mest brug for den (i konfliktsituationer), og at par kan være tilfredse med hinanden uden at benytte den form for interaktion. Når dertil kommer at parterapier ofte har effekt mens terapien forløber, men at der hyppigt er tilbagefald efter terapiens afslutning, kan man tænke sig at dette at basere terapi på en interaktionsform (aktiv lytning) som parterne vanskeligt selv kan gennemføre, fører til dårlige resultater og dermed til nederlag og mindsket håb om bedring for parrene.
Gottmans anbefalinger for et godt parforhold er at sætte ind over for følgende forskellige niveaue i parforholdet:
1. Kendskab til hinanden – indstilling på, og interesse for, hinanden
2. Indbyrdes grundlæggende positiv indstilling (beundring)
3. Skelnen mellem løsbare og uløselige konflikter
4. Metode til at løse løsbare konflikter
4a. Undgå ikke skrap start
4b. Lyt til hinanden (især at manden lytter til konen)
4c. Berolige sig selv og den anden
4d. Kendskab til en kønsforskel der typiske kan ses mht fysiologiske reaktioner, nemlig at mænd hurtigere bliver fysiologisk aktiverede.
5. Metode til at håndtere og indstille sig på uløselige konflikter
6. Anerkende hinandens, og måske udvikle fælles, holdninger, ideologi og fremtidsperspektiver