I de senere år har kravet om evidensbaseret praksis bredt sig fra medicinsk til psykologisk praksis. Det har bidraget til at promovere de kognitivt-adfærdsmæssige behandlings- og interventionsformer og bragt de blødere former, fx de psykodynamiske, i defensiven. Med dette evidensbegreb er det ikke bare psykologisk praksis, der er blevet kidnappet af store økonomiske interesser, det gælder også hele evalueringsforskningen. Derfor er den videreudvikling af evalueringsforskningen, som hedder interventionsforskning, et vigtigt korrektiv. Denne nye forskningsgenre er nemlig både bredere i sit sigte, der ud over effekten også omfatter hele interventionsprocessen, og sin metodologi, der introducerer kvalitative og participatoriske undersøgelsesmetoder.