Målingsinvarians

Det sker tit at man sammenligner resultater fra forskellige målinger. Det kan være sammenligning af to grupper på den samme psykologiske test, eller det kan være at sammenligne de samme personer i løbet af et terapiforløb med den samme test.

Hvis der er forskelle, tager man det umiddelbart som udtryk for at der faktisk er en forskel mellem grupperne eller at der er en ændring over tid. Det er imidlertid kun rigtigt hvis testen, måleinstrumenter, fungerer ens ved de forskellige målinger. Det kaldes measurement invariance, eller på dansk måiingsinvarians. Måleresultaterne må jo gerne være forskellige, men selve målemetoden, testen, må ikke variere. Den skal fungere på samme måde ved de forskellige målinger. Derfor kaldes det invarians.

Eksempler på manglende målingsinvarians:
– sammenligning af matematikfærdigheder hos drenge og piger. Hvis matematikopgaverne, f.eks. fordi de mere taler til drenges interesser end til pigers pga deres indhold, er måske lettere at forstå for drengene. Det kan derfor være at drenge vil få bedre resultater end piger der er lige så dygtige til matematik.
– sammenligning af smertevurdering før og efter smertebehandling. Hvis patienterne vurderer et lavere smerteniveau efter behandlingen, kan det være fordi de faktisk har færre smerter. Det er også muligt at det er opfattelsen af testen der har ændret sig, således at den samme smerte nu scores lavere end før behandlingen.

Undersøgelse af målingsinvarians forudsætter en målingsmodel, altså en model der beskriver forholdet mellem de enkelte indikatorer (f.eks. spørgsmål eller opgaver) og den målte faktor. Undersøgelse af målingsinvarians kræver derfor indtastede data fra de enkelte spørgsmål i en test. Det er derfor ikke nok at registrere sumscores (skalaens samlede score) fra en undersøgelse. Se nærmere forklaring i afsnittet om Opstilling af data.

Alt efter hvilke analyser man vil foretage, vil kravene til målingsinvarians være forskellige. Målingsinvarians kan forekomme på forskellige niveauer. Se nærmere her: Kort om målingsinvarians (ppt-fil).

Jan Ivanouw
29. oktober 2018