“Past behavior is the best predictor of future behavior.”
(Robert Hogan, ophavsmand til et helt system af personligheds-prøver.) 

“The trouble with real people is that they are not predictable.”
(Fritz Perls, grundlægger af den terapeutiske metode, som kaldes gestalt-terapi.)

Med udgangspunkt i ovenstående (i al fald tilsyneladende) modsatte synspunkter, vil Nikolaj lægge op til diskussion om, hvad det er, personlighedstest forsøger at måle – og om de kan forbedres og da hvordan?

Her er nogle eksempler på de postulater (eller fordomme?), han vil ventilere – og forsøge at begrunde:

– Det er sandt, at evneprøver er mere pålidelige psykometriske måleinstrumenter end personlighedsprøver ― men dette er næppe årsagen til, at evneprøverne også er bedre end personlighedsprøverne, når det gælder om at forudsige, hvor godt en person vil klare sig (og finde sig til rette) i et bestemt job. Årsagen ligger snarere i “genstanden” selv: Vore evner har (stadig) som oftest større betydning for det, vi kalder arbejde, end vores personlighed.

– Det er altså sandt, at evneprøver er bedre til at forudsige “job performance” end personlighedsprøver. Alligevel er de (påstår Nikolaj) dårligere til at forudsige specifik adfærd. Forklaringen på dette ligger imidlertid ― igen! ― ikke i prøverne (måleinstrumenterne), men i genstanden: Variationen i den adfærd, der kan produceres af en given evne, er nemlig (især når den pågældende evne er høj) enorm ― mens variationen i den adfærd, der kan produceres af et personlighedstræk, i sammenligning hermed er beskeden.

– De eksisterende personlighedsprøver er dårligere, end de kunne være, fordi vi i psykologien den dag i dag mangler en nogenlunde pålidelig konsensusmodel for, hvor mange og hvilke følelser, vi mennesker overhovedet kan nære eller have – samt især for om nogle af disse er “grundfølelser” (a la fysikkens grundstoffer) og andre “kombinations-følelser” (a la fysikkens kemiske forbindelser)?

– De eksisterende personlighedsprøver er dårligere, end de kunne være, fordi deres konstruktion i al for høj grad er baseret på én bestemt metode: Nemlig Francis Galton’s såkaldt “leksikalske” hypotese. (Dette gælder selv en spritny prøve som “Hexaco.”) Denne metode var en fremragende idé for sin tid (og kan naturligvis stadig bruges), men den har altid været utilstrækkelig. IT-teknologien har gjort det muligt at supplere denne med fx omfattende litterære tekstanalyser. Det ved test-firmaerne – men resultatet lader vente på sig.

Nikolaj præsenterer naturligvis sine tanker på dansk – men vil tillade sig bl.a. at genbruge nogle engelsk-sprogede PP-slides, som han tidligere har udarbejdet til et lignende evenement.

Se interview med Nikolaj Lunøe her