D. 29. oktober holdt cand.psych. Nikolaj Lunøe foredrag i PSF, hvor han reflekterede over personlighedstests, hvad de forsøger at måle, og om de kan forbedres (Se annoncering af foredraget her ). Som optakt fangede vi ham til et kort interview.

Hvad er din professionelle relation til emnet personlighedstests?
Jeg kom igennem psykologistudiet uden at vide, at der var noget, som hed personlighedstests. Det var først omkring 1986 eller ’87, at jeg stødte på MBTI (Myers-Briggs Type Indicator), hvilket føltes som en åbenbaring. Jeg har dog aldrig været den store bruger af personlighedstests, men snarere haft glæde af den forståelsesramme, som de kan give. Under studietiden havde jeg svært ved at gennemskue forskellen i menneskers personlighed, fordi der ikke var nogen orden eller system i det, jeg observerede. Kendskabet til personlighedstests har simpelthen gjort det nemmere for mig at manøvrere i fx kærligheds-, venskabs- og arbejdsforhold – i nævnte rækkefølge.

Hvad udspringer den diskussion af, hvor du sammenholder personlighedstests med evneprøver?
Jeg har især beskæftiget mig med menneskers evner og med at vurdere dem professionelt i forbindelse med to slags opgaver: ansættelser og organisationsdesign. Jeg er tilhænger af en metode og model ved navn RO (Requisite Organization). Den siger, at hvis vi laver en holdopstilling på arbejdspladsen, der er baseret på den grad af overblik, som forskellige mennesker kan mobilisere, når de skal træffe beslutninger vedrørende den fremtid, som ingen af os kender, så betyder personlighedsforskelle ikke meget for deres samarbejde. Samtidig har jeg heller ikke benyttet intelligensprøver i forbindelse med ansættelser, fordi de eksisterende IQ-tests ikke kan registrere erfaringens vækst. De kan med andre ord simpelthen ikke indfange det fænomen, som vi hævder ligger til grund for forfremmelser. Det er et kæmpe problem, som – jeg mener – bliver ignoreret af det psykometriske community.

Hvilke metodemæssige udfordringer knytter sig til feltet?
Hvad angår personlighed, er der ikke enighed om, hvor bredt eller snævert begrebet skal bruges. Ifølge angelsaksisk tradition betyder personlighed typisk ’ufrivillige temperamentsreaktioner, der udløses af bestemte situationer’. I kontinental og russisk tradition omfatter personlighed som regel desuden ’frivillige færdigheder’. Imidlertid kan man ikke tage følelserne ud af personlighedsbegrebet, og så opstår der faktisk et problem, fordi vi i psykologien mangler en pålidelig konsensusmodel for, hvilke følelser der eksisterer og hvor mange. Når en sådan konsensusmodel ikke findes, betyder det, at de nuværende personlighedsprøver ikke er præcise nok.
Mit yndlingseksempel på dette er følgende: Den amerikanske neuropsykolog Panksepp har klokkeklart kunnet vise, at der er forskel på en gruppe følelser, som vi kan kalde ’frygtfølelser’, og en anden gruppe kaldet ’panikfølelser’. Førstnævnte udløses af situationer, som kan ramme os med legemsbeskadigelse eller død, mens sidstnævnte består af adskillelsesangst, jalousi og den slags. Vores tilbøjelighed til at reagere med de to typer følelser er formentlig positivt korreleret, men korrelationen er ikke perfekt. Man kunne ønske sig, at der fandtes en test, som var i stand til at måle styrken af de to slags følelser hver for sig, men en sådan test findes ikke. Forklaringen er, at de eksisterende tests i for høj grad er baseret på én udviklingsmetode, nemlig Francis Galtons såkaldt ’leksikalske’ metode. Den antager, at enhver følelse har et præcist navn i dagligsproget. Hvilket er forkert, da intet ord har én og kun én betydning. Hvis man derfor baserer konstruktionen af tests på denne forestilling, får man med sikkerhed nogle upræcise modeller.

Hvad tænker du om fremtiden for personlighedstests?
Der findes allerede computerprogrammer, som kan lave automatiske analyser af lange sproglige ytringer. Det betyder, at vi kan sætte en person til at fortælle, hvad hun tænker om forskellige emner, og dette vil udløse bestemte følelser, fx nysgerrighed, omsorg eller afsky. Personlighedsmæssigt kan computerprogrammet så undersøge, hvor hyppigt personen bruger ord, som henviser til sådanne følelser. Evnemæssigt kan programmet undersøge, hvor indviklede sætningskonstruktioner personen benytter sig af, hvilket fortæller noget om intelligens. Jeg tror, at disse computerprogrammer vil udgøre den største konkurrent til de nuværende psykometriske tests.

Sara Haghbin