Navn og formål
§1. Selskabets navn er Psykologisk Selskab for Forskningsmetodologi
§2. Selskabets formål er: At fremme kvaliteten af psykologisk forskning gennem faglig debat af forskningsmetodiske spørgsmål.
Medlemmer
§3. Alle studenter- og kandidatmedlemmer af Dansk Psykolog Forening, der støtter formålet, kan optages i selskabet.
Stk. 2. Selskabet kan optage medlemmer med anden faglig baggrund som associerede medlemmer uden stemmeret.
Generalforsamling
§ 4. Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed.
Stk.2. Der afholdes 1 årlig generalforsamling i forbindelse med ordinært medlemsmøde. Indkaldelse sker gennem Psykolog Nyt med mindst 8 ugers varsel. Forslag til dagsordenen skal være afsendt mindst 4 uger før generalforsamlingen, således at endelig dagsorden kan udsendes 2 uger inden afholdelsen.
Stk. 3. Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende faste punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Godkendelse af dagsorden.
3. Beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år, herunder beretninger fra evt. udvalg.
4. Godkendelse af revideret regnskab.
5. Fastlæggelse af arbejdsopgaver det kommende år.
6. Behandling af indkomne forslag.
7. Godkendelse af budget og kontingent.
8. Valg af bestyrelse og suppleanter.
9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
10. Eventuelt.
På generalforsamlingen kan der ikke optages nye dagsordenspunkter til besluttende afstemning.
Stk. 4. Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindelig stemmeflerhed blandt de deltagende medlemmer.
Stk.5. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det eller mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt anmoder herom. Indkaldelse indeholder dagsorden og skal udsendes senest 14 dage efter fremsættelse af anmodning.
Bestyrelsen
§5. Mellem generalforsamlingerne er bestyrelsen selskabets øverste myndighed.
Stk. 2. Bestyrelsen består af mindst 3, højst 6, medlemmer samt 2 suppleanter, som tegner selskabet. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer og udformer forretningsorden.
Stk. 3: Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for 1 år ad gangen og kan genopstilles til bestyrelsen.
Stk. 4. Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol, som medlemmerne kan besigtige.
Økonomi og Regnskab
§7. Selskabet kan anmode om økonomisk tilskud fra Dansk Psykolog Forening til udgifter i forbindelse med selskabets virksomhed.
Stk. 2: Der kan pålægges medlemmerne kontingent.
Stk. 3: Selskabet kan søge fondsmidler mv. og skaffe sig indtægt fra egne aktiviteter og arrangementer.
Stk. 4. Selskabets midler skal bruges i overensstemmelse med formålsparagraffen.
§8. Selskabets regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Foreløbigt regnskab (med bilag) for selskabet skal indsendes til Dansk Psykolog Forening senest den. 15. januar for det foregående kalenderår.
Stk. 3. Regnskabet for det foregående år udsendes til medlemmerne sammen med dagsordenen for generalforsamlingen. Desuden sendes regnskabet til Dansk Psykolog Forenings sekretariat.
Stk. 4. Godkendt regnskab skal indsendes til Dansk Psykolog Forening.
Vedtægtsændringer
§9. Vedtægtsændringer skal vedtages på en generalforsamling med mindst 2/3 af de de tilstedeværende medlemmer.
Stk. 2: Forslag til vedtægtsændringer skal være udsendt sammen med dagsorden.
Opløsning
§10. Selskabet opløses, såfremt 4/5 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor ved en generalforsamling.
Stk. 2. Selskabet kan endvidere opløses, hvis der i 2 år ikke har været afholdt generalforsamling. Den sidst valgte kasserer er ansvarlig for at selskabets sagsmateriale, regnskaber, kassebeholdning mv. overføres til Dansk Psykolog Forening.
Bilag 1
Eksempelkatalog
- Procesanalyse i trafiksikkerhedsforskning
- Evaluering af familiebehandling
- Begrænsninger ved anvendelse af det såkaldt kontrollerede kliniske eksperiment i forbindelse med interaktive behandlingsmetoder
- Modstandsfænomener ved evaluering af organisationer
- Kvalitetsvurdering af kliniske og erhvervspsykologiske test
- Den eksperimentalpsykologiske metodes anvendelsesområde
- Validitetsproblemer ved simulator-eksperimenter
Underpunkter til formålsparagraffen.
Det er Selskabets formål at:
- udvikle, afprøve og forbedre metoder til undersøgelse af psykologiske fænomener
- inddrage metodologiske problemer fra såvel praksis, anvendt som teoretisk forskning
- inddrage forskningsmetodiske spørgsmål af enhver karakter: kvalitativ-kvantitativ, felt-laboratorium, kvasieksperimentel, aktionsforskning, scenariomodeller, evaluering, udredning, mm. (jvf. vedhæftede eksempelkatalog)
- at formidle den faglige udvikling indenfor metodeforskningen, fx. gennem udarbejdelse af artikler til Psykolog Nyt.