Blogindlæg

Michael H. Clemmesen og hvorfor militærhistorisk forskning er relevant for psykologer

Hvorfor inviterer vi en militærhistoriker til at holde oplæg i PSF? Se svaret nederst i indlægget.

Michael Clemmesen er en af de centrale personer i forskning og undervisning inden for dansk militær. Han er brigadegeneral, cand. phil. i historie og seniorforsker (em.) på Forsvarsakademiets Institut for Militærhistorie, Kulturforståelse og Krigsteori.

Hans forskningsområde har især været Danmarks militære situation i det 20. århundrede. Han har ud fra et meget omfattende arkivmateriale skrevet ‘Det lille land før den store krig’ om Danmarks situation før 1. verdenskrig, og ‘Den lange vej mod 9. april’ om tiden mellem verdenskrigene. Han fremlægger her en række nye opdagelser som blandt andet kan belyse hvorfor Danmark ikke blev besat under 1. verdenskrig, men blev det under den næste. En lang række artikler om både aktuelle og historiske militære og udenrigspolitiske emner kan ses på www.clemmesen.org/cvpublications.php

Michael Clemmesen har undervist i krigshistorie, strategi og krigsteori på Hærens Officersskole og Forsvarsakademiet, og han har undervist og været leder af Baltic Defence College i Estland, som blev oprettet efter Sovjetunionens fald.

Ud over sine opgaver som underviser og militærhistorisk forsker har Michael Clemmesen tidligt været aktiv i den offentlige debat om forsvaret og om miltærpolitiske forhold.

Sidst har han gennem sin redaktion af to bind casebeskrivelser givet bidrag til analysen af af militære konflikter, også med det formål at give materiale til uddannelsen af officerer.

Det er denne udgivelse, ‘Om læring og indsigt fra krig’ der består af casebeskrivelser af en række militære konflikter som har inspireret bestyrelsen til at invitere Michael Clemmesen til foredraget som led i diskussionen inden for psykologisk forskningsmetode om anvendelsen af kvantitative og kvalitative metoder. I hvilken grad anvendes kvantitative metoder i militærhistorie, og i hvilken grad kan man generalisere ud fra kvalitative casestudier?

Foredraget: Som jagten på cirklens kvadratur: Søgen efter positiv, herunder kvantitativ læring og teoretisk vejledning for krig igennem 250 år holdes mandag 30. september. Se nærmere på www.forskningsmetode.dk

Slides med noter fra foredraget kan hentes her (som pdf-fil)

Udvalgte publikationer:
Clemmesen, M.H. (2010) Den lange vej mod 9. april. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Clemmesen, M.H. (2012) Det lille land før den store krig. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Clemmesen, M.H. (2019) Sønderjyllands forsvar og Lembourns spionage. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
Clemmesen, M.H. (red.) (2018) Om læring og indsigt fra krig bd. 1-2. København: Forsvarsakademiet.

Desuden bidrag til Franzen og Jespersen (2010). Dannarks Krigshistorie. København: Gad og Jespesen og Christensen (2012) Københavns befæstning. København: Gad.

Jan Ivanouw
14. september 2019