Sædvanligvis lyder psykologiens skabelsesberetning, at den nomotetiske stræben efter at afdække almene lovmæssigheder har domineret, og at det idiografiske fokus på at forstå menneskers særegne oplevede og levede psykiske liv, har haft trænge kår.

Men danske psykologer kan deres kritiske teorier og kvalitative metoder: Vi er opmærksomme på, hvordan intrapsykologiske modeller risikerer at individualisere psykiske problemstillinger, at der med medicinens årsag-virkning-tænkning følger determinisme, og at det kan føre til fremmedgørelse når det psykiske kvantificeres og anvendes til at prædikere adfærd. Omvendt, så kan danske psykologer sjældent også deres kvantitative metoder – og mange har endda en aversion over for differentialpsykologiens ideal om at forklare og forudsige individuelle forskelle træk og adfærd i mellem.

I dette oplæg sandsynliggøres, hvorledes denne metodiske skævvridning, spejler et svært politiseret fag. For med rødder i henholdsvis 2. verdenskrig og 68-oprøret har emancipation været øverst på psykologiens agenda, hvorved at psykologien er blevet et værdifællesskab af venstreorienterede tænkere og praktikere: F.eks. er fordelingen af konservative-demokratiske amerikanske psykologer et sted i mellem 1:12 og 1:267. Hvad mon fordelingen er i Danmark?

Oplægget lægger op til en diskussion af, hvilke bias der mon følger med, at være et politisk set, ikke-diverst fagfællesskab.