Arrangementet består af to oplæg

Oplæggene er optaget på video og kan ses her

Fróði Debes’ Videopræsentation kan findes her. (som mp4-fil)

Fróði Debes’ tilhørende PowerPoint-præsentation kan findes her. (som pptx-fil)

Nikolaj Lunøes Videopræsentation kan findes her. (som mp4-fil)

Nikolaj Lunøes tilhørende PowerPoint-præsentation kan findes her. (som pptx-fil)

VIdeopoptagelserne viser ikke særligt læseligt de tilhørende skærmbilleder af PowerPointpræsentationerne. Det kan derfor anbefales at downloade PowerPointpræsentationerne så man kan se dem samtig med videoen.

Nedenfor er introduktionerne til oplæggene:

Nikolaj Lunøes oplæg
Psykologien kender ikke (som nogle tror) kun otte forskellige “intelligenser,” men mindst 65 evner, der kan have forskellige styrke fra person til person ― og der er sikkert mange flere, som vi bare endnu ikke har metoder til at måle.

Men styrken af alle disse evner er tilbøjelig til at følges ad (i op- eller nedadgående retning) hos den enkelte. Det betyder, at hvis vi fx får at vide, at Fróði er meget bedre til matematik end Nikolaj, og kan vinde en præmie, hvis vi kan gætte, om han også er mere musikalsk eller bedre til at forstå andres følelser, så skal vi svare, at det er han nok.

Videnskab består i at stille og besvare “hvorfor”-spørgsmål, og psykologer har siden 1904 diskuteret, hvad der mon er forklaringen på denne “positive korrelation”? Firkantet sagt har interessen samlet sig om to typer forklaringer: Den ene antager, at mennesker både har en såkaldte “domæne-specifikke” færdigheder (fx evnen til rumlig analyse, eller genkende ansigter og håndskrifter, eller forstå, tale og skrive sprog osv.) og en mere “almen” evne ― og gætter på at den sidste kan løfte eller sænke de første. Den anden antager, at alle vores evner er “domæne-specifikke,” men at noget, der ikke selv er en evne, kan hæve eller sænke gennemsnittet. (Det kunne fx være et såkaldt “promoter”-gen.)

I 1990’erne kom forestillingen om, at vi skulle være udrustet med en “generel” evne, under beskydning. Kritikerne hentede deres argument i evolutions-biologien: Alle nye egenskaber hos alle levende væsener bliver til som resultat af en kombination af “tilfæl­dige” mutationer (der frembringer nye “opskrifter” på nye egenskaber), og en “naturlig udvæl­gelse,” der “frasorterer” de egenskaber, som ikke giver deres “bærer” en overlevelses-fordel. Og sådanne egenskaber vil altid være “domæne-specifikke,” hævdede kritikerne ―af den simple grund at: det er de selektions-mekanismer, der udvælger dem.
Den metafor, der bedst kan beskrive enhver levende organismes egenska­ber ― og dermed altså også den menneskelige kognition (og den menneskelige hjerne) ― er “schweizerkniven,” sagde kritikerne: En sådan kan være forsynet med et sort og et lille knivblad, en proptrækker, en skruetrækker, en saks, samt talrige andre specialise­rede enheder. De kan hver især bruges til mange ting ― men der sidder nu engang ikke noget “general purpose” værktøj på en schweizerkniv.

Men det var dengang, og siden er vi blevet meget klogere. Fx ved vi nu, at mennesker har 16 milliarder neuroner i cortex (som er den del af hjernen, der kan tænke). Det er mere end dobbelt så mange som dem, en chimpanse har til rådighed. Og i 2009 argumenterede en britisk primatolog, at denne dramatiske forskel umuligt kunne være opstået ved, at en stor mængde ydre “domæner” har selekteret en stor mængde “specifikke” egenskaber. Tværtimod må den være forårsaget af et eneste selektions-pres, der har været konstant gennem et meget langt tidsrum, og som vi har lov at kalde “alment” (og som i al fald ikke er “domæne-specifikt”). Og denne forklaring er på kort tid blevet accepteret af de fleste evolutionsbiologer.Med andre ord kan vi nu pege på en variant af evolutionens “naturlige udvælgelse,” der faktisk kan have udrustet os med ikke-domæne-specifikke eller “almene” evner.

Fróði Debes og Nikolaj Lunøe vil repetere den diskussion om menneskets kognitive evner, som deres fagfæller førte i det 20. århundrede ― og argumentere for, at forestillingen om, at dele af menneskets hjerne mere ligner en “general purpose computer” end en schweizerkniv, nu må rehabiliteres.

For det kan naturlig­vis ikke bestrides, at den samlede mængde af kognitive evner hos mennesker indbefatter en stor delmængde af højt specialiserede moduler. Men det er slående, at de fleste af disse evner kan genfindes i langt mere sofistikerede udgaver hos andre dyr ― og det må stadig være rimeligt at karakterisere de evner, der har bevirket, at vores art har bredt sig så meget, at vi nu nærmest udgør en trussel imod os selv, som nogle, der netop er “domain general.”

Fróði Debes’ oplæg
Differentialpsykologien eller individualpsykologien eller psykometrien, som den ofte kaldes, fordi mange psykologiske målemetoder er udviklet i denne tradition, har nu 118 år på bagen. Det er i hvert fald hvis man regner dens begyndelse fra 1904, hvor Charles Spearman publicerede en indflydelsesrig artikel, hvori han beskrev en almen sammenhæng imellem skolekarakterer hos en gruppe elever. Var man god til ét fag, var man med stor sandsynlighed også god til det næste og til det tredje og til det alt sammmen. Der dannede sig således en positiv korrelationsmatrice, hvor karaktererne i ethvert fag korrelerede positivt med alle de andre fag. Dette fænomen kaldte Spearman for ‘The Positive Manifold’.

Dette meget robuste fænomen, som er blevet repliceret tusindvis af gange i de forløbne år, tilskrev Spearman en virkelighedskarakter og kaldte det ‘general intelligence’. Han var ikke meget for at give en verbal definition af fænomenet, selv om han forsøgte sig, og kaldte det derfor helst bare: g(lille g i kursiv).

For bedre at kunne måle fænomenet og udtrykke det i et tal udviklede Spearman den første udgave af den statistiske metode som kaldes faktoranalyse. Her udtrak han en almen faktor af den positive korrelationsmatrice, den såkaldte g-faktor. g-faktoren udtrykker en persons niveau i den overlappende varians i alle de tests, som indgår i analysen. Foruden at tilvejebringe en almen og testuafhængig varians, efterlader en sådan analyse imidlertid også en tilbagebleven varians (residualvarians), som er specifik for de enkelte tests, som ingår i analysen. Man fik således en generel varians samt et antal testspecifikke varianser (g, s1, s2, s3, …). Mennesket syntes altså,på en og samme tid, at have en meget almen eller generel intellektuel evne, men også en række afgrænsede, specifikke og mere snævre evner.

I årtierne efter Spearman blev der ofte lagt stor vægt på den generelle evnefaktor i forskellige testbatterier. Den viste sig at have stor ‘prædiktiv validitet’ og kunne forudsige succes i bl.a. uddannelse og erhverv. Den viste sig nyttig i udvælgelse af personel i det amerikanske militær i verdenskrigene og fandt derefter udbredelse i personaleudvælgelse i industrien.

Der opstod imidlertid også en spænding i forhold til forskere, som ikke fandt det rimeligt eller retvisende, at hele det brogede og mangefacetterede menneskelige intellekt skulle kunne udtrykkes i noget så hensynsløst reduktionistisk som ét enkelt tal. Der opstod bl.a. en teori om ‘multiple intelligenser’ (Howard Gardner). Striden mellem generalister og specialister har ofte været intens og særdeles følelsesladet.

Der er samtidigt flere forskere, som har udviklet teorier, som integrerer generelle og specifikke evner i nogle samlende modeller,og som løser den, efter alt at dømme, kunstige konflikt mellem generalister og specialister. Spearman vidste allerede godt, ud fra sine analyser, at der fandtes både en generel og et antal specifikke evner.

Jeg vil fremstille nogle af disse integrerende modeller og belyse ægtheden af både generelle og specifikke aspekter af det menneskelige intellekt dels igennem deres prædiktive validitet for forskellige udfald i livet samt deres biologiske heritabilitet (arvelighed).