Nikolaj Lunøe skriver om opfattelsen af menneskets kognitive evner

Forudsætningen for, at én evne kan udskilles som en særskilt sådan (fra den samlede mængde af menneskelige evner) ved hjælp af de metoder, som vi kalder psykometriske, er naturligvis, at den pågældende evne (i lighed med dem, den udskilles fra) er differentieret, dvs. har forskellig styrke fra person til person. Tilstedeværelsen af eventuelle ikke-differentierede evner må derfor påvises ved hjælp af andre metoder (fx undersøgelser af følgerne af læsioner forskellige steder i hjernen).

Da Charles Spearman i 1904 havde konstateret, at styrken (hos enkeltpersoner) af samtlige “elementer,” der indgår i det, der altså (formentlig) udgør den differentierede “delmængde” af vores samlede sum af kognitive evner― og at det derfor var muligt at “extrahere” en statistisk g-faktor ― foreslog han en hypotetisk “to-faktor” model.Et navn, der let kan misforstås af ikke-fagfolk ― for Spearman mente naturligvis ikke, at antallet af menneskelige evner skulle begrænse sig til to.

Men han gættede på, at årsagen til den positive korrelation mellem styrken af alle kendte diffe­rentierede evnermåske kunne være, at vores brug af højt specialiserede eller “domæne-speci­fikke” evner (som fx musikalitet ― der så igen kan “opløses” i evner for rytme, klang, frasering og meget andet) altid støttes af en eller flere mere generel eller almen evne. (Spearman overve­jede også, hvad denne almene evne i så fald kunne bestå i ― fx opmærksomhed, viljestyrke, neu­ral plasticitet m.v. ― men landede på det ret neutrale begreb “mental energi.”)

I 1990’erne kom forestillingen om, at vi er udrustet med en sådan “generel evne,” imidlertid under beskydning ― og kritikerne hentede deres argument imod den i evolutions-biologien: Alle nye egenskaber hos alle levende væsener bliver til som resultat af en kombination af dels “tilfæl­dige” mutationer (der frembringer nye “opskrifter” på nye egenskaber), dels en “naturlig udvæl­gelse,” der “frasorterer” de egenskaber, som ikke giver deres “bærer” en overlevelses-fordel.

Men:Sådanne egenskaber vil altid være domæne-specifikke, påpegede kritikerne ― fordi selektionsmekanis­merne er det!Et eksempel: De ældste blækspruttearter har ikke nogen sanseorganer, der kan reagere på lys. Visse senere blækspruttearter har udviklet øjne (der i opbygning og funktion kan være svære at skelne fra dem, der findes hos pattedyr og fugle), fordi øjne under visse betingelser kan give en overlevelsesfordel ― men syn er en domæne-specifik egenskab (der kun udvikler sig hos dyr, der lever i miljøer, hvor der er lys).

Med andre ord hævdede kritikerne, at et alment begreb om “naturlig udvælgelse” måske nok kan gøre gavn som en nyttig begrebslig “konstruktion,” men at der i virkelighedens verden kun findes meget specifikke former for selektion ― og at det er usandsynligt, at der kan findes en “almen evne” (som undertiden sammenlignes med “a general-purpose computer”), når vi ikke kan pege på en tilsvarende almen mekanisme, som kan have selekteret den.

Kritikerne foreslog, at den metafor, der bedst kan beskrive enhver levende organismes egenska­ber ― og dermed altså også den menneskelige kognition (og den menneskelige hjerne) ― er “schweizerkniven” (“the Swiss Army Knife hypothesis”). En sådan kan være forsynet med et sort og et lille knivblad, en proptrækker, en skruetrækker og en saks, samt talrige andre specialise­rede enheder ― men der sidder ikke et “general purpose” værktøj på en schweizerkniv.

Denne “extreme domain specificity hypothesis” fik indirekte støtte, da psykologen Geoffrey Miller i år 2000 i bogen The Mating Mind foreslog, at homo sapiens’ kognitive evner ikke er et pro­dukt af “almindelig” naturlig udvælgelse, men derimod af sexuel selektion ― den gruppe mekanismer, der også er kendt som Darwin’s“anden” teori (lanceret i The Descent of Man i 1871). Tankegangen var, lidt firkantet udtrykt, at mange af homo sapiens “særlige” evner (fx musikalitet eller humor) forekom­mer så forskellige fra dem, vi kender fra fx andre primater, at de mere synes at minde om berømte “fitness markers” som fx kronhjorte-hannens opstalt (der ikke giver hannen nogen for­del mht. fx tilegnelse af føde eller beskyttelse mod fjender) eller han-fasanens hale (om hvilken man kan sige det samme) ― idet forfatteren dog understregede, at han ikke selv mente, at hans teori kunne forklare “the positive manifold” (og dermed g-faktoren).

I 2009 foreslog en britisk primatolog (som næppe kendte til striden mellem tilhængere af hhv. “schwei­zerkniven” og “CPU’en”)imidlertid en ikke-sexuel form for naturlig udvælgelse, som han mener, må have selekteret bl.a. det relative overskud af intelligens, vi medlemmer af slægten homoer udrustet med(og som formentlig gjorde sig gældende allerede inden sapiens dukkede op) ―men som nok må kaldes afgørende forskellig fra dem, der har selekteret vores (og andre arters) øvrige egenskaber.

Denne forklaring understøttes af den optælling af antallet af neuroner i den menneskelige hjerne, som omkring samme tidspunkt blev gennemført af den brasilianske neurolog Suzana Herculano-Houzel.

For det kan naturlig­vis ikke bestrides, at den samlede mængde af kognitive evner hos mennesker indbefatter en stor delmængde af højt specialiserede moduler. Men det er slående, at de fleste af disse evner kan genfindes i langt mere sofistikerede udgaver hos andre dyrearter ― og det må stadig være rimeligt at karakterisere de evner, der har bevirket, at vores art har bredt sig så meget, at vi nu nærmest udgør en trussel imod os selv, som nogle, der netop er “domain general.”

4. april 2022 vil Fróði Debes og Nikolaj Lunøe vil repetere den diskussion om menneskets kognitive evner, som deres fagfæller førte i det 20. århundrede ― og argumentere for, at forestillingen om, at dele af menneskets hjerne mere ligner en “general purpose computer” end en schweizerkniv, nu må rehabiliteres.